Valgmenighed 018

Døbefonten er placeret centralt i kirken. Herfra risler kilden til kristenlivet

Historien


I 1884 oprettede unge stevnsboer Stevns Frimenighed (overgik til valgmenighed i 1960). Godt tre år senere den 28. december 1887 blev kirken indviet.

Fra tårnet er der en flot udsigt over Stevns marker og havet. Egentlig skulle tårnet have vendt mod øst, men under opmålingen syntes en murer, at det var tosset, den ikke lå ud til vejen, så da de andre gik til kaffe, flyttende han pælene. Spiret er et pyramidespir med kors i toppen, skænket af valgmenigheden i Høve. Klokken ringede første gang til juleaftensgudstjenesten i 1892.

Et led i den kristelige og folkelige vækkelse

Stevns Frimenighed opstod som et led i den kristelige og folkelige vækkelse, der i 1800-tallet gik som en bølge gennem landet. Den folkelige vækkelse er betegnelsen på en åndelig opvågning af det danske folk, hvoraf langt den største del i århundreder forud havde levet som en undertrykt almue, som fæstebønder, der var underlagt herremændene.

Livet og dynamikken i den folkelige vækkelse udsprang fra en kristelig vækkelse – den gudelige forsamlingsbevægelse. Det hele begyndte på Fyn i begyndelsen af 1800-tallet, og var dybest set et opgør med det enevældige kongedømme. Den folkelige vækkelse blev i løbet af 1800-tallet til en bred folkelig demokratiseringsproces, som førte det gamle Danmark med enevælde til et nyt folkestyret Danmark. Bevægelsen myndiggjorde den undertrykte almue til et åndeligt våget folk, der kunne og ville tage ansvar for eget liv.

Fra Fyn udbredte den kristelige vækkelse sig som ringe i vandet sat i gang af jævne omvandrende, kristelig vakte lægmænd, der med glødende tunger udbredte det glade budskab, at vi alle er elskede. Den enevældige stat forsøgte at kvæle bevægelsen med forbud, men uden held, skønt flere i kortere tid kom i fængsel. Vækkelsesprædikanterne drog fra gård til gård og kaldte til møde. I begyndelsen var vækkelsen båret af en følelsesladet og from pietisme. Da håndværkere, fæstebønder og andre jævne mennesker blev træt af at høre den enevældige statskirkes moralsk-rationalistiske præk, begyndte de at samles i hjemmene om Guds ord. Statskirkens præster kunne mange steder ikke tilfredsstille deres dybere længsel efter Guds kærlighed. I de gudelige samlinger, der blev båret af Helligåndens ild, frembragt af lægprædikanternes glødende ord, skabte ordet et fællesskab – en kristen menighed.

Således kom Gudsordet til at lyde på ny. Det fængede, og dannede små frie menigheder begyndende som gudelige forsamlinger og vennemøder rundt om i landet udenfor statskirkens rammer. Troen myndiggjorde den tidligere underkuede almue og gav dem selvrespekt og mod til at stå op imod enevældens autoriteter. Ingen var mere end andre. I Guds øjne var alle lige. Gud var ingen politimester, som nøje vågede i det høje, om vi overtrådte hans regler, men i stedet den kærlige far, som elskede alle sine børn, hviskede deres tårer bort, oprejste dem som ligeværdige, frisatte mennesker. Mange har beskrevet hvordan de ved de gudelige samlinger blev lettet for skyld, og gik glade bort. Har man først forholdet til Gud i orden, går det let med at få forholdet til andre og til samfundet i orden.

De nyvakte kristne fik identitet – fik selvværd - ved oplevelsen af, at have mødt Gud ved samværet i de gudelige forsamlinger. Fællesskabets ånd var Guds ånd, den ånd, som havde skabt dem, og som de samledes om, og som vi i dag samles om i Guds navn her i hans hus i vores Kirke.

Omkring 1840 delte bevægelsen sig i to. Dels i en indremissionsk retning, som var en fortsættelse af den inderlige fromheds pietisme, og dels en i mere folkelig grundtvigsk retning. Det er den sidste, som Stevns Valgmenighed tilhører, mens den anden retning i dag ofte kaldes den højrekirkelige eller indremissionske.

I den grundtvigske kristendom er menighedsfællesskabet det bærende. I dette fællesskab er Gud selv tilstede med sin ånd (Helligånd). Det er denne ånd, som skaber fællesskabet. Og åndens sanselige udtryk er ordet, som det lyder i dåb og nadver, og som præsten skal tale i sin prædiken så evangeliet bliver nærværende og levende. Vise det handler om dig og mig – om vores liv.
Den gudelige vækkelse på Stevns
Den gudelige forsamlingsbevægelse nåede fra Fyn til Vestsjælland i 1830-erne og kom til Stevns omkring 1840 båret frem af lægprædikanter fra Vestsjælland. Den gjorde først sin stille virkning, men tændte en ild, som blusede mere op i den næste generation, hvor de unge begyndte at mødes til vennemøder – gudelige samlinger) rundt om i hjemmene. Således en overgang meget hos forpagter Ovesen på Højstrup. De unge stevnsboer med Poul Nielsen Karlshøj som den mest toneangivende deltog i disse møder og blev kristelig vakt. Flere tog nu på landets første højskoler, hvor den Grundtvigske stemme lød stærk og forkyndende. Her blev de folkelig og nationalt vakt. Poul Nielsen Karlshøj kom både på højskole i Vallekilde hos Ernst Trier og i Askov hos Ludvig Schrøder. Begge disse ledende højskolemænd var disciple af Grundtvig. Som unge teologistuderende var de sammen med andre venner kommet i Grundtvigs hjem og i Vartov, hvor Grundtvig var præst.

Da de unge højskoleelever vendte hjem, var de fyldt med liv og virkelyst. Der skulle ske noget. De havde fået et overskud som blev synliggjort i årene derefter i Sydstevns forsamlingshus i 1881, Stevns Frimenighed 1884, i Stevns Højskole 1894 og i i Lund-Lille Torøje Friskole 1893 samt i Sydstevns Friskole i Boestofte i 1903. Derudover engagerede de sig i mange andre sammenhænge og skabte liv, grøde og fornyelse.

Lignende historie fra den tid kendes fra alle landsdele i Danmark. Der opstod ganske mange forsamlingshuse samt Fri- og valgmenigheder omkring 1880-erne. Høj- fri- og efterskoler opstod fra 1844 og var født af samme Grundtvigske kristelig-folkelige bevægelse. Denne energi viste sig også på tinge og anslog det store opgør mellem godsejerpartiet Højre (siden konservative) og landbopartiet venstre – mellem konseilspræsident (statsminister) Estrup og I.C. Kristensen. Kampen endte med sejr til venstre. Bonden havde besejret herremanden. Folkestyret var blevet skabt fra neden fra folket. 


Stevns Frimenighed

Som nævnt mødtes de unge stevnsboer ofte til folkelige og kristelige møder rundt om i hjemmene i årene frem mod 1880. Det var i hovedsagen de hjem, hvor forældrene var blevet vakt i 1840-erne. De unge mødtes ofte på gården Karlshøj, hvor Poul Nielsen Karlshøj boede.

Flere kom til og efterhånden opstod behovet for et større og fast mødested. Derfor blev Sydstevns Forsamlingshus bygget i sommeren 1881. Det blev indviet i november samme år med en gymnastikopvisning og en tale af højskoleforstander Ernst Trier. Forsamlingshuset blev flittigt brugt. Mange af tidens fremtrædende højskolemænd og præster fra hele landet blev i de efterfølgende indbudt til at tale.

En af dem var Karl Rønne, oprindelig valgmenighedspræst i Høve Valgmenighed. Det var den 13. november 1884, en storm- og regnfuld dag. Kun Poul Nielsen Karlshøj var mødt op. Rønne og Poul Nielsen fik sig nu en god, længere samtale på Karlshøj, som mundende ud i, at Karl Rønne lovede at komme til Stevns en gang om måneden for at holde gudstjeneste i Sydstevns Forsamlingshus. Hermed var Stevns Frimenighed dannet.

De første altergange blev ikke holdt i forsamlingshuset, men i hjemmene. Den første dåb fandt sted i forsamlingshuset 2. maj 1885. Den vakte opsigt, og der blev skrevet i avisen. Så rullede lavinen som endte med, at kirkeminister, Jacok Scavenius, Gjorslev fra Nordstevns udstedte et cirkulære, der udtalte, at de der stod faddere ved sådan en dåb, blev betragtet som udmeldt af folkekirken. Omvendt blev medlemmer af frimenigheden forment adgang til at stå faddere ved dåb i folkekirken.

Den første der blev viet i den nye frimenighed var Ane og Poul Nielsen Karlshøj. De blev gift på rådhuset men fik kirkens velsignelse i forsamlingshuset af Karl Rønne.

I slutningen af 1886 begyndte man at tale om at opføre egen kirke. Der blev nedsat et byggeudvalg. Om sommeren gik byggeriet i gang, og kirken blev indviet – fuld til bristepunktet af 400 mennesker trods storm og snefog – den 28. december 1887. Karl Rønne havde lagt grundstenen, Frimenighedspræst Rasmus Lund fra Mors indviede kirken.

Også den første begravelse på frimenighedens nyindviede kirkegård skabte sej modstand. Der blev ført hårde forhandlinger med ministeriet. En god ven af menigheden, højesteretssagfører Sven Høgsbro, var i denne sag, som i flere andre en uundværlig hjælper. Da situationen tilspidsedes, lod familien myndighederne forstå, at begravelsen ville blive foretaget som planlagt uanset om tilladelsen kom eller ej. Om formiddagen på begravelsesdagen kom der bud om, at der var blevet givet tilladelse. Myndighederne ønskede tydeligt ikke yderligere konfrontationer i denne sag. Så kunne den første begravelse finde sted. Det skete den 5. september 1893.

Da der blev kaldet en sognepræst til Lyderslev sogn, gav myndighederne ham ordre til ikke på nogen som helst måde måtte have forbindelse med frimenigheden.

 

 

 Valgmenighed 031

Indgangen til kirken, der altså er østvendt

Fri- eller valgmenighed

Oprindelig havde stevnsboerne tænkt, at de ville oprette en valgmenighed.  Men da kredsen ønskede Karl Rønne som præst, blev de nødt til at oprette en frimenighed. Karl Rønne var oprindelig blevet indsat som valgmenighedspræst i Høve Valgmenighed. Men i 1883 havde Karl Rønne bedt kirkeministeriet løse ham fra sin oprindelige stadfæstelse som præst i folkekirken, hvilket betød, at han så heller ikke kunne være valgmenighedspræst. Det skyldtes, at hans gode ven og kollega i Morsø Valgmenighed, Rasmus Lund, tidligere samme år, af kirkeministeriet var blevet fyret, fordi han – uden tilladelse og i strid med dagældende regler - havde taget en ukonfirmeret pige til alters under hendes alvorlige, livstruende sygdom. Kredsen på Mors ville ikke af med Rasmus Lund og dannede nu i stedet for valgmenigheden en frimenighed. Karl Rønne blev, som mange andre på den tid i Danmark vrede på staten, hvorfor han i solidaritet bad om at blive løst som præst i folkekirken og dermed altså også som valgmenighedspræst.

Forskellen på en valgmenighed og en frimenighed var og er, at valgmenigheden er en del af folkekirken. Det er en frimenighed ikke. Det er en såkaldt frikirke. Selvstændig i alt. En valgmenighed er også på mange måder en selvstændig menighed, men skal overholde visse bestemmelser, som gælder i folkekirken, blandt andet forkyndelsesgrundlaget – den evangelisk-lutherske - og folkekirkens liturgi. En frimenighed kan ansætte hvem de vil til præst, men en valgmenighedspræst skal ordineres af biskoppen og indsættes af provsten.

Karl Rønnes beslutning betød, at hvis stevnsboerne ville have ham som præst, så måtte de oprette en frimenighed, og det var så det, de gjorde. Det fik dog den konsekvens, at nogle medlemmer fra den oprindelige kreds meldte sig ud.

Stevns Frimenighed blev glad for den milde og lyse Karl Rønne. I begyndelsen var han både præst i Høve Frimenighed og Stevns Frimenighed. Da han blev præst i Stevns Frimenighed bosatte han sig i Sorø, og rejste til Stevns, når der var brug for ham. Men da Stevns Højskole blev oprettet i 1894, flyttede han til Stevns og boede på højskolen, hvor han også blev lærer og medforstander hos forstander Gjevnøe. Der blev nu holdt gudstjeneste i kirken hver søndag. Gjevnøe, der var teolog, holdt ind imellem gudstjenesten. Det blev en dårlig løsning. De to familier gik ikke godt i spænd sammen. Ved en generalforsamling på højskolen i 1896 delte kredsen sig i to lejre. Den ene for Rønne den anden for Gjevnøe. Så lejede Rønne og hustru sig ind på Rengegården ved Store Heddinge. Striden gav nogen uro i menigheden. En flok ønskede, at frimenigheden skulle blive valgmenighed med Gjevnøe som præst, men ved et menighedsmøde viste det sig, at der var flertal for Rønne. Desværre meldte fire familier sig ud i den anledning. Den ene kom dog tilbage senere

Striden i menigheden og højskolen førte med sig, at Gjevnøe rejste fra egnen i 1897. Så flyttede Rønne tilbage på højskolen og blev dens forstander i en årrække samtidig med, at han var menighedens præst.


Da Rønne døde i 1907 blev Frederik Christian Krebs Lange præst. Han forblev præst med en mindre pause i årene 1917-1920 til 1937. Også Krebs Lange boede i nogle år på højskolen og var samtidig forstander her. Det var heller ikke uproblematisk. Men i 1908 byggede menigheden en præstebolig, som Krebs Lange flyttede ind i.

Antallet af medlemmer var steget, og det gav så god en økonomi, så menigheden kunne bygge præstegården uden at optage lån. I 1920 blev menighedssalen bygget ligeledes uden at optage lån.

 

 Valg 011 Kopier

Præstegården bygget i 1907-1908. Da Krebs Lange blev valgt som Karl Rønnes afløser

 

Valg 001 Kopier

Forrest salen bygget i 1917-18. Den blev bygget sammen med præstegården, så der blev nem adgang gennem en dobbeltdør fra præstegård til menighedssal

I 1960 omdannes Stevns Frimenighed til Stevns Valgmenighed. Endnu en gang delte det kredsen i to og det vakte en del uro og så megen bitterhed med det resultat. At flere familier meldte sig ud. Enkelte sluttede sig senere til igen. Hele røret foranledigede Hans Rasmussen, Spjellerup, til at skrive i et åbent brev til menigheden. Brevet blev tryk i Østsjællands Folkeblad 29. juli 1960. Da det er en god artikel om Menighedens liv bringes hele artiklen her. Hans Rasmussen skriver:

Det er 73 år siden, den lille smukke hvide kirke i Sydstevns blev opført. Allerede dengang havde menigheden bestået i nogle år og havde benyttet det gamle Sydstevns Forsamlingshus som kirkesal.

Jeg kan naturligvis ikke huske den tid af menighedens historie.

I året 1896 var jeg første gang i Frikirken. Familien Karl Rønne havde boet på Stevns Højskole, hvor pastor Rønne var medforstander, men på grund af uenighed mellem forstander Hansen, Gjevnøe, og Rønne, måtte Rønne fraflytte skolen og for en tid leje sig ind på Rengegården ved Storehedinge. Kristian Rasmussen, Olsgaard, og Hans Jensen, Højerup, skiftedes da til at køre for Rønne om søndagen til kirke. Jeg var dengang på Olsgaard som karl og fik på der måde nogle gange lejlighed til at køre og komme til kirke i Sydstevns.

Det var noget helt nyt, jeg oplevede. Det var, som jeg bogstavelig talt blev taget ved hånden af fru Rønne og ført med ind i kirken. Jeg havde nogle gange været i Storehedinge Kirke; der var jo offentlig sti over kirkegården. Når jeg kom fra Olsgaard om søndagen og skulle til mit hjem ved Kongeskov, gik jeg den vej. Der traf sig da nogle gange, at jeg kom, når kirkeklokkerne ringede til kirke og jeg gik så ind og satte mig inden for døren. I den kirke havde min far og hans søskende, min farmor og farfar i som flittige kirkegængere haft mange gode søndage. En dag var jeg særlig fint påklædt. Jeg havde fået nyt tøj og gik så lidt op i kirken, men straks kom der en af byens fine købmænd med frue og bad mig forlade den stol. Der måtte jeg ikke sidde, det var deres, og jeg fik besked om at gå ned og sætte mig, hvor jeg plejede. Jeg rejste mig og kom ikke mere. Nu følte jeg, at jeg hørte til i Frikirken. For 60 år siden, da jeg var 20 år, gav jeg mit første bidrag til kirken på to kroner. Når man har hørt til så mange år, er der mange minder og mange bånd, der binder en til den lille kirke og dens omgivelser.

Vi var de første, der tog mod pastor Lange og fru Sigrid, da de første gang kom til Stevns. Vi boede i Storehedinge og var ved toget og tog mod dem. De spiste til aften og var hos os. Dagen efter kørte vi dem ud til besøg i menigheden og besøgte Kristian Rasmussen, Olsgaard, Hans Jensen, Højerup, Peter Andersen, Lillehedinge, og Jens Nielsen, Højerup, og sluttede på Karishøj. Det var en dejlig dag, og vi blev rigtig gode venner med dem, der skulle være præstefolk i frimenigheden.

Siden var vi jo med til at bygge præstegård og menighedssal, og jeg blev medlem af et udvalg, der skulle udsmykke kirken. Poul Nielsen, Karlshøj, Lange og jeg skulle rejse til København og se på altertavler, der var udstillet i Nationalmuseet, blandt andet et stykke al Niels Larsen, Stevns, som der var skrevet så meget om. Det var Adam og Eva som nøgne og meget klodset udført. Det tiltalte os slet ikke, og heller ikke blandt de andre alteravler var der nogen af interesse. Når jeg blev valgt til medlem i udvalget, var det nok, fordi jeg red mødet havde sagt, at kirken var et julebarn, og billedet eller altertavlen burde være julenat. Dette havde Poul Nielsen givet mig ret og julenat blev det (hyrderne på marken) og englen med budskabet Fra Vorherre (Frygter ikke, Eder er dag en frelser født). Billedet blev udført af kunstmaler Petersen og søn, som også bestemte farverne til maling af kirken. Dette blev udført af maler Osvald Olsen, Gevnø. Alterbilledet, tror jeg, kostede 2500 kroner og maling af kirken 500 kroner. Et medlem af menigheden skænkede lysekronen, og en god ven af frimenigheden havde tidligere foræret det første orgel til kirken.

                                                                                                                                                                                                                                                                                                         

 

Valgmenighed 016
Kristus. En kopi af Thorvaldsens figur. Statuen stor over alteret før vi fik alterbilledet. ”Forkyndelsen”

 

 

Valgmenighed 007

Viggo Stefan Petersens maleri fra 1924: ”Forkyndelsen”, som blev alterbilledet.

 

                                                                                                                                                              

Pastor Lange rejste to år til Fyn og købte en bondegård, men fortrød det og længtes tilbage til sin gerning og sine venner i frimenigheden. Vi var dengang dårligt stillet med præst. Vi havde fået en ældre pastor Jensen fra Bornholm, men han passede slet ikke ind i kredsen. Han var meget politisk aktiv og blandede dette stærkt ind i sin præstegerning.

Jeg var engang på rejse til Nørrejylland, og på hjemturen standsede jeg op i Odense og tog ud til Lange. Jeg blev glad for ved samtale med ægteparret at forstå, hvor meget de længtes tilbage. Senere indledte Lange en forhandling med Jens Nielsen, Søgaard, hvis søn, Holger, gerne ville have gården på Fyn, men der manglede 10.000 kr. Dem ville Lange nok lade stå i fem år mod sikkerhed hos frimenigheden. Vi fik et møde, hvor Jens Nielsen gik med til, at hvis de daværende priser holdt på landbrugsvarer i fem år, skulle garantien bortfalde. I modsat fald skulle de 10.000 kroner betales. Jeg foreslog, at 20 af menigheden skulle skaffe 500 kroner hver; vi enedes så om at vælge et udvalg på tre, der skulle besøge hele kredsen. Det blev Kr. Rasmussen, Højgaard, Harald Seidenfaden og mig.

Beløbet, der blev tegnet, skulle indsættes i Bondestandens Sparekasse. Vi fik otte dage til at tegne og delte kredsen mellem os. Når de otte dage var gået, skulle vi samles på Orehøj og gøre op, men der manglede 1000 kroner, som vi var fem, der overtog.

Så var den klaret. Beløbene, der var tegnet, var fra 100 til 300 kr., en enkelt endda 400 kroner. Efter tre års forløb meddelte Jens Nielsen os, at Lange havde fået, hvad han Ønskede, og garantien var bortfaldet.

 

NU KOM der en lang og god tid for frimenigheden sammen med de kære præstefolk. Det offer, der var bragt, var givet med glæde og taknemmelighed, fordi vi fik lov til i fællesskab at skabe alt det, der var nødvendigt og til glæde for os alle.

Hvis de samme krav var blevet rejst til jer, der i dag ikke er tilfredse med forholdene, men kræver frimenigheden nedlagt og omdannet til en valgmenighed, tror jeg ikke, der var blevet nogen valgmenighed, men nu er det sket, og vi er sikkert mange, der har skrevet under uden at være tilhængere af forandringen, hvad der er meget naturligt. Vi kan da ikke forlade al den skønhed og rigdom, som alt det der nede er og har været for os, og den krans af minder, som den smukke kirkegård, der kranser kirken og gemmer kvinder og mænd, der gennem årene har delt sorg og glæde med os, der er tilbage. Nu vil jeg Ønske og at 1, der har krævet dette gennemført, vil leve op til det ansvar, I har påtaget jer ikke alene Økonomisk, men også vise velvilje og trang til at møde i kirken om søndagen, og ikke lade den gode og kærlige præst, vi har, tale for tomme stole. Jeg var der nede for en tid siden. Der var kun 11 i kirken. Bedre var det pinsedag, men sidste søndag var der kun seks. Kan menigheden være det bekendt? Jeg synes det ikke, og det blev samtidig fortalt mig, at der var omkring 30, der havde meldt sig ud. Jeg kan ikke forstå det. Er det alene den kirkelige vielse, der er årsagen? Ja, men selve og udstedelsen af vielsesattesten er da en borgerlig handling, som det offentlige kræver. Det er den kirkelige velsignelse, der for kristne mennesker er det egentlige bryllup og det, hvorpå der kan og skulle kunne bygges en fremtid.

Mange vil nok blive ved at sige Frikirken, men så lad os sige Stevns Fri- og Valgmenighedskirke

Siden er livet omkring Stevns Valgmenighed gået roligt og godt. I dag er forskellen mellem en Grundtvigsk valgmenighed og en Grundtvigs frimenighed blevet mindre. En har frimenighed har nu lov til selv at udføre alle kirkelige handlinger. Tidligere skulle f.eks. et ungt par i en frimenighed, som ville giftes, først til borgmesteren for at få den borgerlige- juridiske vielse, bagefter tog de så i frikirken og fik den kristne velsignelse.

Forskellen er stadig, at en frimenighed ikke er en del af folkekirken. Frimenigheden kan uden videre ansætte en præst, som ikke er ordineret af biskoppen eller indsat af provsten. Frimenigheden er heller ikke bundet af folkekirkens liturgi eller forkyndelsesgrundlag. Samtidig er friheden indenfor folkekirken nu så stor, at en valgmenighed kan indrette sin gudstjeneste som menigheden ønsker uden særlig tilladelse fra provst, biskop eller kirkeminister. Såvel frimenighed som valgmenighed er økonomiske uafhængige af folkekirken.